| Spiselig skovhave |
|
|
KURSUSBESKRIVELSE Dato: 6. - 12. oktober 2012 En spiselig skovhave giver mulighed for at høste en masse spændende og lækre afgrøder – vel at mærke med en minimal indsats sammenlignet med en traditionel køkkenhave. Sammen med vores amerikanske ekspert og plantenørd Eric Toensmeier, lærer vi bl.a. at planlægge en spiselig skovhave, præsenteres for en masse flerårige spiselige planter, og lærer, hvordan de med fordel kan kombineres. En spiselig skovhave efterligner en ung skov, der lukker lys, luft og regn ind, og består overvejende af flerårige planter. Det er et intelligent og kompleks system. Det handler bl.a. om skovhavedesign og design af polykulturer samt steds-analyse som jordbundsforhold, lys/skygge, adgangen til vand og om at se, hvad der i forvejen vokser på stedet og i de nærmeste omgivelser. Vi analyserer og laver en spiselig skovhave, og øver os på at lave et konkret design. Eric Toensmeier viser masser af eksempler, fra hele verden, på spændende, spiselige planter, vellykkede polykulterer og spiselige skovhaver – både den lille og den store kommercielle. På Vestjyllands højskole har vi allerede en fantastisk økologisk have – Forundringens Have. Den er i vid udstrækning også en spiselig skovhave med mere end 100 forskellige spiselige planter. Her skal vi selvfølgelig ud og gå på opdagelse med alle sanser. Kom og vær med til en fantastisk uge fyldt med inspiration og viden, skøn økologisk mad og dejligt samvær. Kurset holdes på engelsk, men med nogen hjælp til oversættelse. Vel mødt på Vestjyllands Højskole! |















