| Gospel |
|
|
KURSUSBESKRIVELSE Dato: 28. juli - 3. august 2012 Du kommer til at synge som aldrig før! Fra første gang du synger gospel, bliver du grebet af stor begejstring, og en følelse af at have opdaget noget, som gør dig godt! Gospel er en stil, som udtrykker umiddelbar glæde og begejstring gennem musikken og fremførelsen. Det er noget, som måske ikke ligger os danskere så nært, men interessen for ”The real Gospel” vokser frem flere og flere steder. Gospel skal udtrykkes med råb, dans, klap og stamp. Hver eneste ord synges, som gjaldt det livet! Det er enkle budskaber, der fremføres om fred, frihed, tro og glæde. I sorte menigheder i USA kan man opleve gudstjenester, hvor gospel er udtryk for følelser og begejstring. Man kan nemlig ikke synge gospel uden engagement, mentalt såvel som fysisk. Dagen starter med højskolemorgensamling - sang, foredrag eller fortællinger. Herefter den første undervisning, hvor vi starter med en grundig opvarmning af krop og stemme. Ud over de mange sange, kommer vi også til at arbejde med sangteknik og kropsligt rytmisk arbejde, så hele koret svinger. I solist masterclass fokuseres der på udtryk, performance, genrekendskab, improvisation m.m. I det omfang det er muligt, vil der også blive tilbudt individuelle sanglektioner til korets solister, så de kan formidle og løfte sangen for hele koret. Der vil i løbet af ugen være spændende aftenarrangementer, foredrag, havtur m.m. Vel mødt på Vestjyllands Højskole! Kurset er samtidig med ”Verdensdans”. |














